Familien Heinze

Vi er en lille familie på tre. Camilla der er dyrlæge og arbejder med tandbehandling på kæledyr i Malmø og København, Michael, der arbejder med karriereudvikling og facilitering for IBM, og så Mathilde, der er 7 år.

Michael har i flere år trænet lydighedstræning i Dansk Kennel Klub-regi, Camilla går til udstillingstræning, og Mathilde træner alle i børnevenlighed, kærlig adfærd og leg.

Vi fik vores første schnauzer i midten af 1990'erne. Det var efter en diskussion af, hvilke kriterier som vi begge lagde vægt på hos en hund.

Den skulle have en vis størrelse, have minimalt hårtab, være trofast og intelligent.

Derfor faldt valget på riesenschnauzeren.

Efter grundig søgen og efter at have fået hjælp af en række erfarne schnauzerfolk, lykkedes det os at komme i kontakt med kennel Koekshove i Belgien. Herfra fik vi Urchin van de Koekshove. En riesenschnauzer, der gennem sin opvækst og tid som voksen, har lært os meget.

Vi havde troet, at vi "bare" skulle have en familiehund, som Michael kunne træne og motionere med, men vi blev klogere. På det første arrangement i Dansk Schnauzer Klub (nu Dansk Schnauzer & Pinscher Klub) blev vi opfordret til at udstille Urchin på en hundeudstilling.

Hvad var nu det for noget? En hundeudstilling! Nå, men vi blev overtalt, og det gik ganske godt. En udstilling blev til mange, både herhjemme og i udlandet.

Et af formålene med at have en hund, var også, at Camilla skulle kunne have den med på ridecenteret, hvor vi havde vores hest opstaldet. Der var bare det ved det, at Urchin gik hen og blev forelsket i heste. Det udmærkede sig ved, at han stillede sig med forbenene oppe på barrieren og højlydt hilste på sine venner, der bevægede sig rundt derinde.

For de uindviede kan det lige tilføjes, at der under et dressurstævne normalt skal være helt ro. Det eneste man kan høre, er den musik, rytteren rider til - og så i det her tilfælde en riesenschnauzer.

Det førte blandt andet til, at vi tænkte på at få en mere bærbar udgave af riesenschnauzeren. Det var sådan, at den første dværgschnauzer kom til vores hjem.

Xcalibur van de Koekshove, Tailor, kom selvfølgelig fra samme kennel som Urchin. Siden sin ankomst har han præget hjemmet med sin blotte tilstedeværelse og sin fantastiske personlighed.

En dværgschnauzer har det med at multiplicere sig i antal, og når man samtidig er interesseret i genetik og avl, er det at grundlægge en kennel en naturlig konsekvens. Disse interesser samt kærligheden til dværg- og riesenschnauzeren er årsagen til, at kennel Matica blev til.

I dag har vi: Sommer & Fokus (Rusland), Tailor (Belgien), Pixieline (Spanien), Frisbee (Brasilien) og så selvfølgelig nogle af egen avl ;-)